Lene Stein

I starten var yogaen for mig en fysisk træningsform. En måde at holde mig stærk og smidig. Med årene har min yogapraksis fået en ekstra dimension. Det er blevet til en måde at tage vare på mig selv og finde ro og fokus i hverdagen, når den bliver udfordrende.
Om mig
Jeg er uddannet psykomotorisk terapeut og har en pædagogisk diplomuddannelse i bevægelses- og dramapædagogik.
Hele mit professionelle liv har drejet sig om at undervise i bevægelse. Jeg har undervist i alt fra forældre & barn rytmik, skolebørn i rytmik & yoga, gymnasieelever i drama, flygninge i psykomotorik, lærere og pædagoger i at integrere bevægelse i deres undervisning m.m.
Da yogaen i mange år har været min faste følgesvend, fik jeg lyst til at uddanne mig til yogalærer. For mig var det en virkelig spændende dør at gå ind af. Det har indtil videre fået mig til at uddanne mig indenfor Hatha yoga, yin yoga, restorativ yoga, pranayama & meditation, hormonyoga, mindfulness/MBSR, NHT®-vejleder og søvnvejleder.
Om undervisningen
Som mange andre yogalærere begyndte jeg med at undervise i klassisk Hatha yoga. Med tiden har min undervisning udviklet sig, og i dag har jeg særligt fokus på yoga for dig, der oplever stress, har symptomer i din overgangsalder og har søvnproblemer.... og så selvfølgeligt også på dig der bare nyder roen og nærværet i mine workshops.
Jeg lægger vægt på en koncentreret og detaljeret undervisning, hvor du både bliver udfordret og støttet. Min tilgang er uhøjtidelig – yogaen skal være til at gå til, uanset om du er ny eller øvet. Jeg guider dig med nærvær og omsorg, så du kan finde ro, styrke og balance i både krop og sind.
Om Køgevej 44
På Køgevej 44 B & C finder du mine lokaler – centralt i Roskilde, kun et stenkast fra stationen.
Her er en hyggelig yogasal med plads til op til 10 deltagere samt et lyst og rummeligt samtalerum.
Om Livet i balance
Sammen med min mand, psykolog Jacob Stein, driver jeg virksomheden Livet i balance.
Her tilbyder vi:
Yoga
Psykologsamtaler
Søvnvejledning
Kurser for kvinder i overgangsalderen
NHT®-vejledning
Vi arbejder ud fra en helhedsorienteret tilgang, hvor både krop og sind er i fokus – med det mål at skabe balance og trivsel i hverdagen.
© Lene Stein